Dig der elsker mig mest

Hej alle sammen, mit navn er Xinxin. Jeg er fra Heze, og jeg er 11 år gammel. Disse to ældre mennesker er mine bedsteforældre. I dag vil jeg dele vores historie med dig.

I 2012 blev jeg født. På grund af for tidlig tid kunne jeg ikke trække vejret selv efter fødslen og blev sendt til neonatal intensiv afdeling. På det tidspunkt håbede mine forældre og bedsteforældre alle sammen, at jeg ville være i god behold og vende tilbage til dem fra kuvøsen så hurtigt som muligt. Til sidst svigtede jeg dem ikke og trak igennem.

Dag for dag voksede jeg op under omhyggelig pleje af min familie. Da jeg var ni måneder gammel, bemærkede min familie, at mine øjne var anderledes end andre børn, så de tog mig til hospitalet til en grundig undersøgelse. Denne dag var meget speciel for mig, fordi det var dagen, hvor jeg fik konstateret hypoxisk cerebral parese. Det var også den dag, jeg mistede min mors kærlighed.

Men det er okay; mine bedsteforældre gav mig mere kærlighed end nogen anden. Selvom livet var lidt stramt, er jeg meget glad.

På grund af min sygdom mangler mine ben kræfter, og jeg kan ikke gå selv. Mine bedsteforældre bar mig overalt for at søge lægebehandling. Når der overhovedet var et glimt af håb, tog de mig med til at prøve det, og brugte hver dag på at rejse mellem hospitaler og rehabiliteringsskoler. I årenes løb opbrugte søgen efter en kur familiens sparsomme besparelser, men resultaterne var minimale. Utallige gange har jeg forestillet mig at kunne gå, spille spil som at kaste sandsække og gemmeleg med venner, eller endda bare stå op på egen hånd.

Heldigvis gav mine bedsteforældre aldrig op med mig. De hørte om et offentligt velfærdsprojekt, der giver gratis kirurgi til børn med cerebral parese, og besluttede at tage mig med for at lære mere om det. Efter en detaljeret introduktion fra personalet, var vores håb genfundet. Min bedstemor siger ofte, at hendes forventninger til mig ikke er høje; hun håber bare, at jeg kan passe på mig selv i fremtiden. Derfor vil vi for dette mål prøve alle muligheder, uanset hvor lille chancen er.

På operationsdagen var jeg meget nervøs, men min bedstemor holdt mig i hånden og trøstede mig. Jeg er alt for mine bedsteforældre; de må have været endnu mere bange, end jeg var. Da jeg tænkte på dette, følte jeg, at jeg ikke var bange for noget længere. Jeg ville gerne samarbejde godt og stræbe efter at komme mig hurtigt, så jeg kunne forlade hospitalet og vende tilbage til skolen. Jeg vil gerne studere hårdt, vokse op og tjene penge til at passe mine bedsteforældre.

På den tredje dag efter operationen hjalp min bedstemor mig ud af sengen, og til min overraskelse fandt jeg ud af, at mine ben og talje var blevet styrket igen. Min bedstemor følte også, at det blev nemmere at støtte mig. Lægerne og sygeplejerskerne var meget glade for at høre om min bedring og rådede mig til at samarbejde med genoptræningstræning i hjemmet, hvilket jeg helt sikkert vil gøre. Tak til bedstefar Tian og onklerne og tanter på hospitalet. Du har oplyst vejen for min vækst, og jeg vil se fremtiden i øjnene med beslutsomhed.

Det afslutter Xin Xins historie, men Xin Xins og hendes bedsteforældres liv fortsætter. Vi vil fortsat overvåge Xin Xins fremskridt.

Shandong Caijin Health Group har sammen med China Health Promotion Foundation og Shandong Disabled Persons' Federation successivt lanceret hjælpeprojektet "Sharing Sunshine - Caring for Disabled Children" og det nationale offentlige velfærdsprojekt "New Hope" for børn med cerebral parese. . De har med succes hjulpet over 1.000 børn med hjernesygdomme, med varierende grader af forbedring af postoperative symptomer. Disse børn kan have intellektuelle handicap, synsforstyrrelser, epilepsi og kan også have høre- og taleforstyrrelser, kognitive og adfærdsmæssige abnormiteter og meget mere. Giv dem dog aldrig op. Med rettidig opdagelse, konsekvent behandling og rehabilitering kan mange børn med cerebral parese opleve betydelig forbedring og endda genvinde deres helbred.